KØRETUREN
Milford Road, stop for stop
De 119 km fra Te Anau er halvdelen af oplevelsen: Eglinton-dalen, Mirror Lakes, Monkey Creek, Homer-tunnelen, kea'en, og kløften ved The Chasm.
Check dates and availability ↗Vejen er ikke en transport
Milford Road — de sidste 119 km af State Highway 94 fra Te Anau — er en af de store køreture nogen steder, og at behandle den som dødtid mellem Queenstown og båden er den mest almindelige fejl, besøgende begår. Den klatrer fra søland gennem bøgeskov og gletsjerdale, indtil bjergene lukker helt til, og hvert tyvende minut byder på en grund til at stoppe. Der er ingen benzin mellem Te Anau og Milford, så tank op, før du starter, og vejens ulykkesfrekvens med personskade ligger et godt stykke over landsgennemsnittet — smal, spektakulær, og udsat for hurtigt skiftende vejr. Giv den tid. En guidet småholdstur får meget af sin værdi herfra, fordi en chauffør, der kører vejen dagligt, ved, hvilke stop der er tyve minutter værd i dagens forhold, og hvilke der ikke er.
Te Anau og ind i Eglinton-dalen
Efter Te Anau Downs kommer landevejen ind i Eglinton-dalen, en bred, fladbundet gletsjerrende, hvor vejen løber lige som en pil under vægge af skovklædt bjerg — en klassisk U-formet dal, et skolebogseksempel på isen, der engang fyldte den. Der er en velkendt rasteplads på dalens flader, hvor græsset løber til bjergene på begge sider; i det rette lys er det et af de mest fotograferede steder på hele køreturen. Denne strækning er også der, hvor du mærker overgangen fra tuegræs og landbrugsjord omkring Te Anau til det dybe Fiordland: skoven fortættes, toppene skærpes, og telefonsignalet forsvinder resten af dagen. Den sætter tonen for alt det følgende, og den belønner en langsom, uhastet passage.
Mirror Lakes og Lake Gunn
To korte stop skiller sig ud i den midterste del. Mirror Lakes er en fem minutters træplankesti til et sæt små dødishuller, der på en stille dag kaster et fejlfrit omvendt spejlbillede af Earl Mountains — der er endda skiltet plantet til at blive læst i spejlbilledet. Vind eller regn udjævner effekten, så det er en rolig-morgen-aktivitet. Lidt længere fremme ligger Lake Gunn i moden rød bøgeskov, og den korte Lake Gunn Nature Walk løber i en rundtur gennem mostbeklædte træer fulde af fuglesang — rødhalse, viftehaler og, hvis du er heldig, den papegøjeagtige kaka. Dette er hurtige stop snarere end destinationer, men de er dem, der viser dig Fiordland i øjenhøjde, mellem de store scene-udsigter fra vejen.
The Divide, Monkey Creek og klatringen op til Homer
The Divide er det laveste øst-vest-pas i Southern Alps og udgangspunktet for populære dagsvandringer som Key Summit, hvor et par timers klatring åbner et panorama over tre dalsystemer. Efter det falder vejen mod øvre Hollyford, hvorefter den svinger op mod Homer Saddle, og det er her, landskabet bliver reelt alpint: bar klippe, hængende dale, vandfald, der snor sig ned ad stejle flader, og om foråret store snefelter over vejen. Monkey Creek, et gletsjerfødt vandløb ved siden af landevejen, er et traditionelt stop for at fylde en flaske med noget af det reneste vand, du nogensinde vil drikke. Så mødes dalvæggene i det, der ligner en komplet blindgyde — en massiv bjergvæg uden nogen synlig vej igennem.
Homer-tunnelen og kea'en
Vejen igennem er Homer-tunnelen: 1.2 km boret lige gennem klippen, dens østlige portal på 945 meter, faldende med omkring en 1:10-hældning mod Milford. Arbejdet begyndte i 1935, og den åbnede først i 1953 — den er ubeklædt, grovhugget, svagt oplyst og stejl, og at køre ind i den føles som at komme ind i selve bjerget. I højsæsonen om sommeren holder trafiklys én retning ad gangen tilbage, en ventetid på op til omkring 20 minutter ved portalen, og den ventetid er, hvor de fleste møder kea'en: de fræke alpepapegøjer, der patruljerer parkeringspladsen og undersøger sidespejle og gummilister med reel hensigt. Fodr dem ikke — det skader dem og fremmer den vane, der får dem dræbt på vejen. Om vinteren er lysene slukket, fordi det ikke er sikkert at holde i kø under lavinerisiko.
Cleddau-dalen og The Chasm
At komme ud på Milford-siden er en af rejsens store åbenbaringer: vejen slår slangelinjer ned i Cleddau-dalen, tempereret regnskov lukker sig over hovedet, vandfald overalt efter regn. Det ene stop, man ikke må gå glip af her, er The Chasm, en ti minutters skovvandring til gangbroer over Cleddau-floden, hvor vandet har boret og formet klippen til glatte huller og tunneler — larmen og kraften i en snæver rende af sten er overraskende, især i højvande. Derfra er det en kort strækning til selve fjorden. Hvis du har timet det godt, ankommer du med Milfords vægge, der åbner sig foran dig, og båden ventende; hvis du har hastet, er du gået glip af pointen, fordi ankomsten er ment til at føles fortjent af alt det, vejen fik dig til at køre igennem.